-->

3. marts 2017

Forårsfin blomsterkage med chokolade og vaniljecreme


~ Sponsoreret indlæg ~

For lidt tid siden var jeg så heldig at blive spurgt om jeg kunne tænke mig at være med i Odense Marcipan's kagekonkurrence, hvor det galdt om at lave og pynte en kage med deres nye produkter. Jeg sagde straks ja tak, da deres produkter lød enormt spændende og jeg elsker at stå og trille blomster og blade af fondant haha - det er ren terapi for mig!

Denne forårsfine kage er så blevet udfaldet af konkurrencen fra min side af. Jeg synes selv at den blev virkelig fin og kom til at ligne det jeg havde i hovedet, da jeg gik igang med planlægningen. Jeg elsker for det første kager med naturlige spiselige blomster (det er SÅ smukt), men når nu jeg havde modtaget en masse marcipan og fondant fra Odense, så var det jo en oplagt mulighed for at afprøve en anden type spiselige blomster - nemlig fondantblomster :)

Tit ser man at folk udstikker fondantblomster med små udstikkere - og det er virkelig også smart (jeg skal have nogle på et tidspunkt) - men ved at lave og trykke dem selv, så får hver blomst altså bare et mere "personligt" touch (efter min mening) - men det er jo også alt efter hvad man er til.

Nå men alle produkterne er altså fra Odense Marcipan og kan købes i butikkerne - jeg kan kun anbefale produkterne og de modtog også kun ros på arbejdet (som var de heldige der fik kagen serveret).

---------------------------

Kage til 10 personer


Det skal du bruge:

Alle de nedenstående produkter er fra Odense Marcipan.
  • 1 pakke Chokoladekage med chokoladechunks
  • 1 omgang Vaniljecreme med Bourbonvanilje
  • 1 Marcipanlåg naturel
  • Hvid fondant
  • Grøn marcipan
  • Gul marcipan
  • Sølv- og guldstøv


Fremgangsmåde:
  1. Bag chokoladekagen efter anvisning på pakken
  2. Køl kagen af efter bagning
  3. Pisk cremen efter anvisning på pakken
  4. Når kagen er helt afkølet skæres den over på midten
  5. Læg bunden af chokoladekagen ned i den form, hvori den var bagt og sæt konditorfolie/kageplast langs kanten, så du kan fylde vaniljecremen i og få et flot snit (gem lidt af vaniljecremen til senere)
  6. Læg et godt lag vaniljecreme ovenpå bunden
  7. Læg toppen af chokoladekagen på og pres forsigtigt sammen
  8. Stil kagen på køl og lad cremen sætte sig
Pynt:
  1. Når kagecremen har sat sig (1-1½ time i køleskabet er fint), så vend kagen ud af formen og fjern kagefolien
  2. Nu smører du forsigtigt det yderste af kagen op med et tyndt lag kagecreme (for at marcipanen kan sætte sig ordentligt fast (du kan også vælge at smøre med smørcreme eller flødeskum)
  3. Læg marcipanlåget over kagen og tryk siderne og toppen tæt på kagen
  4. Stil kagen på køl imens du laver fondantblomster og marcipanblade
Fondantblomster:
  1. Form fem små kugler til hver blomst, tryk dem flade og sæt dem sammen i en rundkreds
  2. Bøj bladene let og stil dem på køl med det samme, så de sætter sig
  3. Rul en lille gul kugle marcipan til midten af blomsten og placer
  4. Pensl kronbladene med sølv-støv og den gule midte med guld-støv (kan undlades)
  5. Sæt alle blomsterne på toppen af kagen, så de dækker marcipanen øverst
Marcipanblade:
  1. Rul fem store kugler grøn marcipan sammen, tryk det forsigtigt ud og form bladet med én spids ende
  2. Brug en kniv til at lave en linje vertikalt igennem bladet og tre linjer skråt ned mod bunden
  3. Sæt bladene på kagen (gerne med enden ind under selve blomsterne - så bliver det pænest)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar