-->

11. maj 2016

BRIOCHE BURGERBOLLER


HEJ fra speciale-hulen som jeg befinder mig i frem mod den 2. juni (kan ikke vente!). Jeg synes lige pludselig at det var meget lang tid siden der var sket noget herinde på bloggen, så som en god overspringshandling fik den altså lige en (tiltrængt) make-over! Hvad synes I?

Derudover har jeg haft denne lækre opskrift på brioche burgerboller liggende, og den skal I altså ikke snydes for, bare fordi jeg er gået i speciale-mode ;) Så her kommer den - opskriften på nogle super lækre bløde og lidt uartige burgerboller lavet med masser af smør, hvedemel og kærlighed ❤ 


------------------------

Der bliver 8 store boller af opskriften
Det tager ca. ½ time at lave dejen


Det skal du bruge:
  • 25 g gær
  • 3,5 dl. mælk
  • 1,5 spsk. sukker
  • 2 tsk. salt
  • 9 dl. hvedemel
  • 2 æg + 1 til pensling
  • 140 g. blødt smør
  • Lyse sesamfrø

Fremgangsmåde:
  1. Lun mælken i en gryde indtil det er fingervarmt
  2. Smuldr gæren ud i en stor skål, hæld den lune mælk over og rør indtil gæren er opløst
  3. Tilsæt salt og sukker og rør rundt indtil det er opløst
  4. Tilsæt melet lidt af gangen og rør dejen godt igennem
  5. Tilsæt et æg af gangen og rør dejen godt sammen indimellem æggene
  6. Skær det bløde smør i mindre stykker og tilsæt lidt af gangen - rør det hele godt sammen
  7. Tilsæt evt. mere mel, hvis dejen er meget klistret (den skal dog være lidt klistret)
  8. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse i skåle i ca. 1½-2 timer
  9. Når dejen er hævet vendes det ud på et meldrysset bord og deles i otte lige store stykker
  10. Læg hver bolle på bagepapir på en bageplade og lad dem igen hæve i 1½-2 timer
  11. Tænd ovnen på 200 grader
  12. Pensl forsigtigt bollerne med et sammenpisket æg og bag dem i midten af ovnen i 8 minutter
  13. Tag dem herefter ud og pensl dem anden gang med æg og drys med sesamfrø
  14. Bag herefter bollerne færdige, ca. 15 minutter i ovnen
  15. Lad dem køle af på en rist inden servering

Opskriften er let ændret efter Emily Salomon's opskrift på briocheboller, som du finder lige her >

Ingen kommentarer:

Send en kommentar