-->

27. september 2015

Solbærkogte pærer


Lige nu er pærerne i højsæson og ude ved min far har der i sommers været enorme mængder af solbær (desværre så mange at man slet ikke har kunnet nå at plukke dem alle). Da jeg var til min fars fødselsdag forleden dag fik jeg så en håndfuld nedfrosne solbær fra haven med mig hjem. Og de var netop til denne opskrift!

Inden jeg startede min blog havde jeg en lille opskriftsbog "Maria's opskrifter", hvor jeg skrev gode opskrifter ned når jeg smagte noget nyt eller afprøvede noget i køkkenet. Det var desuden også på baggrund af denne bog at jeg startede bloggen - da det var en nemmere måde at nedskrive og komme ud med sine opskrifter - men det er en anden historie ;)

I denne opskriftsbog står der nemlig en opskrift på solbærkogte pærer... Og nøj, hvor kan jeg bare huske hvor fantastiske de var, og super smukke serveret sammen med f.eks. vaniljeis! Denne gang er de som del i en opskriftskonkurrence som Ost & Ko har udstedt. Her skal man komme med sin bedste osteopskrift, og når jeg har lavet opskriften færdig, skal jeg nok løfte sløret for hvad pærerne her spiller sammen med!

Men for nu får i opskriften på super smukke solbærkogte pærer 

---------------------

Dessert til to personer
Det tager 30 minutter at lave


Det skal du bruge:

2 danske Clara Friis pærer
1,5 dl. vand
85 g. solbær
65 g. rørsukker

Fremgangsmåde:

1) Put vand, solbær og rørsukker i en gryde og kog det sammen. Skru ned for varmen

2) Imens skrælles pærerne, men lad stilken sidde på!

3) Udhul pærerne nedenfra med en lille kniv

4) Lad pærerne simre med i gryden i 20-30 minutter, indtil de er møre (vend dem undervejs)

5) Køl pærerne af


Serveringstip:

Blend solbærmassen sammen og kog det ind til en solbærsirup, du efterfølgende kan pynte med. Server pærerne sammen med friskrørt vaniljeis og solbærsirup.



2 kommentarer:

  1. Sikke en farve! Jeg er fan, og skal fluks have festligt pink pærer på dessertbordet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Emilie

      Ja de er super smukke! Farven er helt utrolig :) Jeg håber dine pærer bliver gode!

      Mvh
      Maria Dyrby Nielsen

      Slet