-->

23. juni 2015

~ MADPANDEKAGER MED KYLLING, KÅL OG GUACAMOLE ~


Herhjemme elsker vi madpandekager/mexikansk mad, og det er nærmere reglen end undtagelsen, at mexikansk mad bliver nævnt, hvis jeg spørger min kæreste, hvad han vil have til aftensmad! ;) Denne gang har jeg selv lavet madpandekagerne af halvt speltmel, så de er lidt grove - og så de smager jo 1000 gange bedre end de mexikanske madpandekager, man køber i supermarkederne.

Der bliver ca. 6-7 store pandekager af opskriften, så hvis du er heldig, er der også til en dessertpandekage! Som fyld lavede jeg en ordenligt omgang guacamole, skar spidskål, tomater og forårsløg ud og stegte udskåret kylling med paprika og cayennepeber. Det var en virkelig dejlig omgang aftensmad som både er meget mættende og super sundt! :)

---------------------------

Aftensmad til to personer
Det tager 40 minutter at lave


Det skal du bruge:

Grove madpandekager (6-7 stk.):

100 g. hvedemel
100 g. speltmel
3 æg
4,5 dl. mælk
1 tsk. salt
1 spsk. olivenolie

Fyld:

2 kyllingebryster eller en pakke kyllinge inderfilet
Et kvart spidskål (kommer an på størrelsen)
1-2 forårsløg
2 store tomater

Guacamole:

3 modne avocadoer
Lime/citronsaft
1-2 fed hvidløg
Salt og peber

Fremgangsmåde:

1) Lav pandekagedejen og steg pandekagerne på en stor stegepande (28 cm.)

2) Gennemsteg kyllingen på en pande med krydderier (jeg brugte salt, peber, paprika og cayennepeber)

3) Lav guacamole ved at mose avocadoerne med en gaffel, knuse hvidløget og røre det hele sammen. Smag til med limesaft, salt og peber

4) Skær spidskålen ud i fine strimler, snit forårsløget fint og skær tomater i tern


Så kan der laves madpandekager med revet kylling, guacamole og grøntsager :)