-->

30. marts 2015

~ HOTDOGS MED HJEMMELAVEDE PØLSEBRØD ~


Hotdogs ♡
Hvem elsker ikke en god hotter eller indianer i kano/sidevogn? 
Der er vist ligeså mange slangord for en hotdog, som der er forskellige slags, og her inden for de seneste år er gourmet hotdoggen blevet et hit, som blandt andet DØP og Foderbrættet er bevis på.

Selvom jeg ikke spiser svinekød (og dermed altså normale pølser), kan jeg godt få lyst til en hotdog engang imellem. Og så er det jo fantastisk, at man idag kan få alle mulige slags pølser så det kan lade sig gøre! 
Jeg har her brugt kyllingepølser, og de smagte super godt :)

Jeg har lavet hjemmelavede pølsebrød til disse hotdogs og det kan virkelig betale sig. Der er meget mere gods i dem og de smager meget bedre - dog alligevel ikke anderledes end de klassiske hotdogbrød, hvilket et et plus hos mig - for som en af mine kære veninder udtrykte det forleden efter at vi snakkede om grøntsagsbrød til hotdogs:
"hvis du siger til mig jeg skal have hotdogs..... SÅ skal der være hvidt brød" (sagt kærligt) 

-------------------------------------------------

Der bliver 7 store pølsebrød af opskriften
Det tager ca. 15 minutter at lave dejen til pølsebrødene


Det skal du bruge:

Pølser (jeg brugte kyllingepølser)
Ristede løg
Ketchup
Sennep
Remoulade
Syltede agurker

Hjemmelavede pølsebrød:

2½ dl lunkent vand
13 g gær
1 tsk. salt
30 g sukker
350 g hvedemel
100 g durummel
38 g blødt smør

(Pølsebrødsopskriften er fra bloggen The Big Meowski)


Fremgangsmåde (hjemmelavede pølsebrød):

1) Rør gæren ud i lunkent vand og tilsæt sukker (rør indtil det er opløst)

2) Tilsæt melet og ælt dejen godt igennem indtil den hænger sammen og er glat og blød

3) Tilsæt smørret i små stykker lidt af gangen og ælt det ind i dejen (i starten virker det umuligt, men bare rolig, efter lidt tid går det godt)

4) Sæt dejen til hævning i min. 1 time

5) Efter hævningen æltes dejen hurtigt igennem og deles i pølsebrød (jeg lavede 7, men tror godt der kan blive til flere hvis man laver dem mindre)

6) Form og rul hvert pølsebrød og drys evt. mes sesamfrø eller solsikkekerner

7) Lad pølsebrødene hæve en halv times tid

8) Bag pølsebrødene i 10-15 minutter ved 220 grader (indtil de bliver brunlige på toppen)

9) Køl brødene af på en rist

10) Skær brødene op og fyld dem med lækkerier - så har du en rigtig dejlig hotdog!