-->

18. marts 2014

Hjemmelavet müsli med lidt af hvert

Jeg har altid enormt svært ved at bestemme mig for hvilken müsli jeg skal vælge når jeg står i supermarkedet! Jeg må nok også indrømme at jeg er noget selektiv, da jeg vil have en økologisk en af slagsen og gerne også nøglehulsmærket. Jeg vælger at købe økologisk müsli da jeg gerne vil slippe for stråforkortere, e-numre mm. og jeg køber det nøglehulsmærket for at sikre mig at der ikke er for højt sukker og fedtindhold i.

Jeg synes derfor altid jeg ender ud med et meget lille udvalg og derfor tænkte jeg at NU måtte jeg prøve at lave min egen müsli! :) Jeg havde en rest havregryn i skabet, så det blev udgangspunktet for den og så spædede jeg op med en masse kerner og nødder som jeg fandt i køkkenskabet. Müsli er derfor også en god måde at få brugt eventuelle rester af korn, nødder og frø!

Du kan lave müsli med ALT hvad hjertet begærer og den behøves jo ikke at være sund... Prøv f.eks. at hak noget mørk chokolade i til weekendens morgenbord eller put tørrede frugter, kokos eller lakrids i? Jeg skal helt sikkert eksperimentere med en masse slags müsli fremover :)

400-500 g.
Arbejdstid: 15 minutter

Ingredienser:

  • 150 g. havregryn
  • 80 g. mandler
  • 40 g. græskarkerner
  • 40 g. sesamfrø
  • 100 g. rosiner
  • 50 g. tørrede tranebær
  • 2 spsk. honning
  • 1 spsk. hybenpulver (kan udelades!)

1) Hak mandlerne groft

2) Smelt honningen på en stor pande

3) Tilsæt mandler, græskarkerner og sesamfrø og rist dem lidt af

4) Tilsæt så havregryn og rist i 5 minutters tid, eller indtil det bliver let brunet

5) Tag panden af varmen og rør rosiner, tranebær og evt. hybenpulver i

Gem müslien i en lufttæt beholder







Ingen kommentarer:

Send en kommentar