-->

16. marts 2014

En lørdag med moderne smørrebrød på Restaurant Kofoed og Chokoladefestival


I lørdags var en rigtig dejlig dag!

For netop den dag skulle min far og kone, storebror og jeg ud og spise smørrebrøds frokost og efterfølgende til Chokoladefestival i Tap1.
Grunden til alle disse herligheder var, at min storebror og jeg havde givet oplevelsen i julegave til min far og hans kone. 

Så her komme en lille anmeldelse af først Restaurant Koefoed og Chokoladefestivallen



På Koefoeds serverer de moderne smørrebrød fra 12-15. Det er et sted der er udsprunget af Bornholm og hele konceptet er derfor også bygget op omkring Bornholmsk natur, mad og drikkelse.
 Man kan vælge imellem mange lækre sager eller få Koefoeds Favoritter hvor der er lidt af det hele.
Vi valgte, efter hentydning fra tjeneren, at bestille to stykker smørrebrød hver, da han sagde at det var hvad folk normalt spiste.

Vi startede ud med at få noget lækkert frisktbagt (og stadig lunt!) rugbrød og fuldkornsbrød ind med friskkærnet smør der var blødt som flødeskum til, mmmm - allerede her var jeg imponeret og kunne godt se at det var en restaurant der virkelig var kvalitetsbevidste!

De to stykker smørrebrød jeg bestilte hed: "Røget laks, rygeost & urter" og "Cremet hønsesalat, bacon & agurk". Derudover blev der rundt om bordet også bestilt "Sol over Gudhjem", "Christiansøpigens kryddersild", "Lun leverpostej med svampe & bacon", "Smørstegt rødspættefilet, sauce tatare & citron" og "Tatar, rå æggeblomme og kapers".

Røget laks, rygeost & urter

Sol over Gudhjem (Stegt sild, æggeblomme, rugbrødsknas og så mener jeg at det var en persillemayonaise)

Cremet hønsesalat med sprødt kyllingeskind og syltede agurker

Tatar med æggeblomme og rødbeder (det her var en KÆMPE portion!)

Frokosten hos Koefoeds var HELT i toppen!
Alt blev serveret enormt smukt og dekorativt og det smagte gudeskønt (dog manglede hønsesalaten noget smag, efter min smag). Derudover fik man virkelig store portioner, så man havde ihvertfald til to stykker smørrebrød i én servering. Dette gjorde også at vi gik meeget mætte derfra, men også virkelig tilfredse! 

Jeg vil helt sikkert komme tilbage og spise smørrebrød på Koefoeds, for selvom det ikke var den helt traditionelle servering, var alt bare så lækkert og gennemtænkt - og så emmede maden og stedet af Bornholm! :)

Og så skulle vi videre til Chokoladefestival (av min mave) ;)


Det var min første gang til Chokoladefestival, men jeg har dog før prøvet Lakridsfestivallen, og jeg tænkte at det nok mindede lidt om hinanden.

Arrangementet blev afholdt i Tap1 ved Carlsberg og var bygget op med en masse chokoladestande og et par enkelte knap så chokoladeagtige stande. Ved første øjekast synes jeg det virkede noget uoverskueligt fordi Tap1 er en stor hal og det første man mødte i hallen var lange køer... 

Åh nej, tænkte jeg - bliver det her overhovedet godt?

Og ja, det blev da godt, vi fik smagt en masse masse lækker chokolade og med selve billetten til festivallen hørte 6 "chokoladebrikker" som man kunne bytte til en smagsprøve i hver bod (hver bod havde selv valgt hvad man kunne bytte brikken til). Det spændte over alt fra is, øl og chokolade med passionsfrugtganache, så der var lidt for enhver smag!

Vi fik allesammen smagt en masse ting og købt lidt chokolade med hjem, men jeg følte at selve arrangementet var lidt stressende i og med at der var så mange mennesker der allesammen skulle til boderne for at se hvad de tilbød.. 

Vi deltog ikke i nogen af de arrangementer eller foredrag der var på dagen, da jeg først blev opmærksom på at disse arrangementer var der, på selve dagen, hvilket var lidt ærgerligt.

Jeg ved ikke om jeg ville købe billet til Chokoladefestivallen igen, jeg synes det var lidt for rodet og "op til en selv" og der kunne jeg bedre lide Lakridsfestivallen hvor man var med i køkkenet og lavede mad, kager og konfekt med lakrids og fik hænderne i det - men samtidig også bagefter kunne gå rundt og smage en masse forskellige ting. Og ja, jeg ved godt man selvfølgelig ikke må sammenligne, men jeg kan nu ikke lade være :)

Så hvis du er kæmpe chokoladefan (er vi ikke alle det?), så synes jeg da at du skal prøve det til næste år (da billetten er billig) og så selv se hvad du synes om det! 

Vi havde ihvertfald en hyggelig og meget kulinarisk dag og vi fik smagt en masse lækker chokolade og fandt da også nye spændende producenter undervejs! :)

Her er lidt billeder fra dagen (jeg fik ikke taget så mange)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar