-->

12. november 2013

Kylling i karry - palæo style

Palæo kost, stenalderkost, hulemandskost - ja alle har efterhånden en mening omkring denne kosttype. Jeg har ikke selv været synderligt imponeret af idéen. Dette skyldes, at jeg ikke føler, at det er blevet brandet på denne rette måde ift. at nå den almene dansker, da primært fokus (i starten) lå på at skrue op for proteiner og ned for kulhydrater, men motionsaspektet blev lidt glemt.

Det strider også imod alle mine tanker om en grøn fremtid og bæredygtig produktion, da der opfordres til at spise rødt kød flere gange om ugen, hvilket jeg bestemt ikke mener er vejen frem! Jeg mener derimod at man bør skære ned på det røde kød, eller helt undgå det, og kun spise lyst kød, både for ens sundhedsskyld og for naturens. Og jo, jeg har hørt argumenterne med at "så er det jo det gode kød, altså økologisk og frilandskød man skal vælge, og ikke det billige", men let's face it, den almindelig dansker har ikke råd til at købe økologiske bøffer flere gange om ugen, da produktionsmetoderne stadig betyder, at det er en del dyrere end at købe konventionelt.

På den anden side så elsker jeg idéen om at spise rene råvarer og undgå diverse fabrikata fra industrien (her holder jeg mig dog bare til at købe øko-varer, så er man sikret den samme høje kvalitet og behøves ikke at undgå produktet). Heldigvis rykker økologien hele tiden, og der kommer mere og mere efterspørgsel efter økologi på markedet.

Jeg har dog fuld respekt for folk som lever efter palæo, men jeg ville aldrig selv kunne gøre det - hvem kan undvære friskbagt brød med smør!? Jeg forstår det ikke :)

Hvad tænker du om palæomad, og har du prøvet det?

Nå, så kom min mening lige på plads. MEN jeg er jo madglad og jeg elsker at prøve nye ting jeg ikke kender til, så derfor skulle Palæo biksen i Torvehallerne da afprøves! Her fik jeg en skøn kylling i karry, og det er efter denne min opskrift er udviklet, so here it goes: Min første palæo ret (hvem ved, det bliver nok ikke den sidste)

2 personer
Arbejdstid: 40 minutter

Ingredienser:

  • 300 g. kyllingebryst/inderfilet
  • ½ spidskål
  • 2 porrer (eller en anden grøntsag; forårsløg, svampe, squash)
  • 2 løg
  • 8-10 rosenkål (eller en anden grøntsag ligesom ovenstående)
  • 1 ds. kokosmælk
  • Karry
  • Paprika
  • Salt og peber
  • Evt. en håndfuld ristede cashewnødder eller mandler

1) Steg kyllingebrysterne i en forvarmet ovn ved 200 grader i ca. 25 minutter

2) Imens hakkes løget fint og porrer og rosenkål renses og skæres i skiver

3) Spidskålet skæres i tynde strimler og puttes i en skål (i denne ret bruges spidskålet istedet for ris)

4) Svits løg, karry og paprika af i olie i en gryde

5) Tilsæt rosenkål og porrer og steg med i 3-5 minutter

6) Tilsæt kokosmælken og lad det simre i kort tid

7) Når kyllingen er gennemstegt "rives" kødet fra hinanden med to gafler, så det bliver strimlet

8) Kyllingen tilsættes karrysovsen og den smages til med salt og peber

Kylling i karry med porrer og rosenkål

Kylling i karry med svampe og ristede nødder


Ingen kommentarer:

Send en kommentar